Baggrund
Formål
Hjemmesiden har til formål at beskrive dels Ishøj Kommunes sociodemografiske profil, dels sundhed, trivsel, og sociale levekår blandt kommunens børn og unge i alderen 0-24 år forud for opstarten af partnerskabet mellem Ishøj Kommune og Center for Sund Liv og Trivsel. Desuden vil udvalgte indikatorer løbende blive fulgt i de følgende år, så udviklingen kan beskrives. Endelig er formålet på sigt at kunne evaluere, hvordan det er gået med sundhed og trivsel blandt børn og unge i Ishøj Kommune.
De sociodemografiske karakteristika kortlægges samlet for Ishøj Kommune samt opdelt på 5 lokalområder. Indikatorerne for sundhed, trivsel og sociale levekår blandt børn og unge opgøres samlet for Ishøj Kommune samt opdelt i forhold til forældrenes socioøkonomiske position og 5 lokalområder. Resultaterne fra Ishøj kommune sammenlignes desuden med resultaterne fra sammenlignelige kommuner samt landsgennemsnittet. Herved bliver det muligt at belyse, om en eventuel udvikling i Ishøj Kommune er særlig for kommunen, eller om den også gør sig gældende andre steder. Resultaterne opdelt i forhold til forældrenes socioøkonomiske position og lokalområder har til formål at belyse den sociale og geografiske variation og ulighed i Ishøj Kommune for at bidrage til en evaluering af, hvorvidt aktiviteterne i partnerskabet Gode Liv 2635 forbedrer sundhed og trivsel blandt børn og unge samlet set eller særligt inden for nogle befolkningsgrupper og/eller i nogle områder af kommunen.